Regnen silede ned mens vi pløjede gennem tågen med alt for høj hastighed. Alle i automobilet var tavse som graven. Øjnene røde, sammenknebne, stirrende fremad. Motorstøjen blev kun med jævne mellemrum overdøvet af lyden af proppen der forlader sin flaske spiritus. Og kort efter af brølet fra den isnende kolde vind der hvæser ind gennem et netop nedrullet vindue, den tomme flaske der knuses mod vejbanen, tavshed, motorstøj, ny prop. Kort før Vig Bro klarer det op. Anspændte og nervøse stopper vi automobilet for at trække vejret en sidste gang udenfor området. Solen står lavt og lyser mørkt, vinden rusker og lugten af gammelt træ og saltvand melder sig......
Som en torpedo i natten glider vi forbi afviseren til Mosby. Mørke trækninger om øjnene siger alt - Lommestenen. Jeg tørrer en smule fugt bort under min brille. I det tiltagende tusmørke hører vi en sagte fjern knitren som maskingeværild. Da vi svinger af hovedvejen og lyskeglen fanger Pallesens Købmand er vi ikke i tvivl. En Colt .45 bjæffer stumpt og afmålt i mørket. Vi slukker lyset og glider det sidste stykke ned ad bakken og ad Poppelvej i fuldstændigt stilhed og mørke. En hård opbremsning og rundt på hvinende dæk. Det lille hus. Tavst og ondskabsfuldt. En tom flaske knuses mod indersiden af bagsæde ruden. Et "undskyld - glemte at rulle ned" fremstammes lavmælt. Mørke.
mere dokumentation og rehabilitering...